søndag den 28. juli 2013

Squashkage med himmelsk topping

Forleden bankede det på min dør og udenfor stod min søde nabo. Hun havde været i kolonihaven for at plukke squash og havde et par stykker med til mig - Når sådan nogle lander i mit køkken SKAL der bare bages squashkage.
Men jeg måtte lige ringe til min kære mor først - hun er min backup når det kommer til opskrifter og meget andet. Her må det lige påpeges, at jeg har en hel fantastisk mor. Hun er bare vidunderlig - hende er jeg virkelig stolt og taknemmelig for.

Squashkage:


Opskriften svarer til 3 springforme eller til en stor bradepande.
Jeg har regnet på rumfanget af mine kager. Hvorfor dog gøre noget så autistisk?? 
Fordi hvis jeg skal bage bunde til lagkager der skal stables er det super vigtigt, at kunne få samme højde på bundene uanset hvilken form de bages i. Hvis du bager i en springform på 24 cm i diameter og i en bradepande giver det præcis samme tykkelse. Og det er ikke bare noget jeg siger, det er regnet ud og rumfanget er det samme.

600 gram brun farin
4 dl. majsolie
9 æg
550 gram hvedemel
2 tsk. vanillesukker 
4 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
2 tsk. natron
4 tsk. kanel
750 gram revet squash
75 gram groft hakkede hasselnødder


Pisk farin og æg til en skummende og luftig masse

Tilsæt olie


Tilsæt revet squash


Bland alle de tørre dele i en skål og tilsæt dem sammen med de groft hakkede nødder


Det hele røres sammen


Jeg valgte at bage "hjertekagen" fra Wilton og en almindelig springform


Kagerne bages ca. 1 time ved 175 grader.

Flere har spurgt mig hvordan jeg får kagen til at danne et hjerte indeni - her ses de 2 bunde med fordybninger indeni. Disse fordybninger fyldes op med en form for mousse og kagen lægges sammen. Når man efterfølgende skærer en skive af kagen, danner moussen et hjerte indeni kagen som vil kunne ses på hvert kagestykke.
Jeg har ikke lagt kagen sammen endnu - men har lagt de bagte bunde på frys. Men når jeg lægger den sammen, skal jeg gerne lægge billeder op her.


Det er jo skønt, når der er nogle der vil hjælpe til. Sophia smager lige på lidt fraskær og Victor fik lov til at smøre topping på kagen

Topping:

200 gram Philadelphia neutral
2 spsk. vand
ca. 50 gram flormelis
citronsaft efter smag


Velbekomme, så er der squashkage


Ingen kommentarer:

Send en kommentar