søndag den 30. juni 2013

Sommer-flip-flap kage til Mathildes ridelejr i morgen

I dag står den på klargøring til børnenes første sommerlejre. 
Victor er allerede taget af sted, og i morgen er det Mathildes tur til afgang. Derfor står den på pakning og lidt bagning.
Nu er kagen færdig, pakket og klar til afgang. Så nu må jeg i kælderen og finde den STORE kuffert frem. For Mathilde mener hun skal have rigtig meget udstyr med til en 5-dages ridelejr.
- og det er så her, jeg lige skal huske tilbage, på tiden da jeg selv skulle på lejr. Jeg mindes min fars faste kommentar: "jamen med al den bagage, skulle man da tro, du skulle være væk i flere uger". Tja, hun har det nok ikke fra fremmede :-)

Mathilde og jeg blev enige om, at hun skulle have en kage med i morgen. 
Men da jeg har lovet mig selv, at "det store kagebageri" er indstillet for en tid - måtte vi finde en knap så tidskrevende udgave af en sommerkage.

Sommeren er ensbetydende med bare tæer og varme - så det var oplagt at lave et par flip-flapper. 

Her kommer en lille billedserie af processen:


Først tegnede vi en sko af. 
Det er altid en god ide at lave en model. 
Træls at ende ud med 2 sko-kager som ikke er ens :-)


Vi bagte en browniekage og skar 2 ens sko ud - som jo dog var spejlvendte af hinanden.
De blev smurt op med IMBC og sat på køl.
Herefter smurte vi siderne op igen, men nu med en rød IMBC.
Mathilde smeltede lidt gult chokolade og sprøjtede de fine "knapper" ud - chokkede dem på frost, og satte dem fast i IMBC'en.


Så smurte vi toppen af skoene op - satte en str. 37 på. Den lavede vi bare af lidt fondant og skrev "37" på dem med en spiselig tusch.
Stropperne lavede vi af noget slik som vi satte fondant på bagsiden af, for at give dem lidt mere "fasthed".

Der blev lavet er par blomster, sprayet med lidt glimmer og drysset med lidt disko glimmer.


 Og wupti, så var der et par flip-flap-sandaler




Så er kagen pakket og Mathilde er klar til at tage på sommerens ridelejr :-)


.....eller det vil sige der er lige en opvask der skal ordnes først :-)

GOD SØNDAG - vi håber på snarlig flip-flap-vejr :-)

lørdag den 29. juni 2013

Da jeg var barn var der noget børnetime, der handlede om børnefødselsdage. Der var forskellige temaer for hvert program. Min søster Eva og jeg, elskede at se de programmer.
Denne islagkage er tyvstjålet derfra :-) En så kaldt "troldehøj". Den er super nem og hyggelig kage som ikke kræver de store færdigheder ud i et køkken for at kunne lave. Alle kan være med, både store og små.


Tag en form eller en skål og beklæd den med roulade skåret i skiver.
I min form har jeg konditorplast på siderne og bagepapir i bunden. Der kan også bruges en alm. skål hvor der kommes et stykke bagepapir i.


Vores kage er til Hanne, som er vild med chokoladefrøer, så derfor halverede vi nogle frøer og lagde dem ovenpå rouladeskiverne.

Til min form brugte vi 3 L is, som vi rørte hakket After Eight i. Det fik ca. 2 min i kenwooden :-)

 Den rørte is fordeles ned i formen.
- man kan også vælge at putte is i uden at tilsætte andet fyld.

 .... der fyldes op til kanten af rouladerne.

Da vores kage er til Hannes 50-års fødselsdag syntes vi, at der skulle gøres lidt ekstra ud af det. Derfor bagte vi en nøddebund og sluttede islagkagen af med den.
Herefter kom den i fryseren, hvor den stod til næste dag.

Kagen vendes ud af formen og wupti så er der islagkage.


Her kan man i realiteten stoppe :-) Hvilket man gør efter den oprindelige opskrift.

Victor mente dog, at der skulle gøres lidt ekstra ud af det, når det nu var til Hanne :-) Så vi lavede et overtræk af 50/50 marcipan/persipan.
Man kan også bruge fondant - men Victor hold på at der skulle bruges marcipan.

En hexagon form er lidt besværlig at overtrække i ét stykke når det skal være marcipan. Så vi rullede først en lang strimmel ud til siderne og efterfølgende et låg. Victor syntes det var ret sjovt, at rulle marcipanen på. Børnene kan sagtens være med :-)

Der var planer om fondant roser, æbleblomster osv. men det blev til en gang Royal Icing. Det kan virkelig anbefales. Det er nemt, hurtigt og kommer til at se fint ud.
Vi fandt nogle små røde hjerter og lidt lyserødt glimmer i gemmerne.



Det er en dejlig nem og hyggelig måde at lave noget lidt anderledes til en fødselsdag.
Børnene kan være med og fyldet kan laves lige efter smag og behag.

Så er der kun tilbage at sige "Tillykke Hanne".

torsdag den 27. juni 2013

Ferie, ferie, ferie.....

Så kom dagen endelig - Børnenes sidste skoledag.

Vi fik lavet gaven til Dorit, men Victor mente også det var en god ide, at lave noget til klassekammeraterne.
Den ide fremkom kl. 19.30 - og her måtte jeg lige se i øjnene, at jeg ikke er en "super-mor" og heller ikke ønsker at være det.
Jeg havde en del overtræksmarcipan til overs, fra et andet lille projekt vi arbejder på. Victor og jeg startede ud med projekte "lav 24 marcipan grise".
Efter at have lavet 3 måtte jeg lige stoppe op og genoverveje det realistiske aspekt i det!!!! Vi klaskede de 3 grise sammen og måtte udarbejde en anden løsning.
Så Mathilde løb i Fakta for mig og købte nogle luksus-roulader, som vi overtrak med marcipanen. De blev pyntet og vupti, så var der sommerferiekager til klassen.

Nogle gange er det bare ok at springe over hvor gærdet er lavest :-) Selvom man er god til at bage, betyder det ikke at det er ulovligt at købe en kage i ny og næ.

Nu er Victor draget afsted til sidste skoledag med små overraskelser til både kammeraterne og til Dorit.
Da jeg var i Søstrene Grene i sidste uge, faldt jeg over den lille flaske champagne. Prisen var 21.98 kr.
Så hvis du skal lave en lille sammenpakning er sådan en flaske en hyggelig ting. Det kan være lidt voldsomt at putte en stor flaske i - som så i øvrigt både ødelægger æstetik og budget.


Det var en meget glad og tilfreds dreng jeg sendte til skole i dag, som glædede sig meget til at overraske dem alle.

Så tænker du måske - hvad så med Mathildes lærer??
Men ser du, hun er blevet så stor, at da jeg spurgte om hun ikke også skulle have en gave med svarede hun "Det har jeg styr på. Vi har samlet sammen i klassen og købt en gave til hende".
Uha jeg må nyde det, så længe Victor fortsat vil have små overraskelser med :-)

God sommerferie

Dagen før dagen

I dag er jo en særlig dag - det er børnenes sidste rigtige skoledag før den længe ventede sommerferie.
Den dag bruger vi altid på at kreere små gave til børnenes klasselærere. 
For mig er det vigtigt, at påskønne menneskers arbejde og lade dem vide, at de ikke bliver taget for givet.
Forleden da jeg gik og vaskede vinduer bulrede TV2 ud af højtalerene med "Kom lad os brokke os". Jeg hyggede mig med det, skrålede med og smilte lidt for mig selv. (Mon ikke også naboerne gjorde det) Det som bare er en fjollet sang, har alligevel en stor plads i vores liv. Det er noget vi som individer er utrolig gode til - at brokke os! Det er blevet til vores ret. Jeg vedstår gerne, at jeg også er et brokkehoved og VIL have min ret. 
Det er så utrolig ligetil at se hvilke fejl, uretfærdigheder og forglemmelser der bliver begået mod mig. Men ser jeg også hvilke godheder der bliver serveret lige for næsen af mig hver eneste dag? De ting bliver ofte til en selvfølge som tages for givet. Midt i hverdagens ræs kan brok-elementerne nemt tage fokus og dermed overses alle de bitte små elementer, der gør den store forskel og tegner det sammenhængende billede for os. 
Ting som tages for giver, har det med at visne hen og forsvinde - når de gør dét, kan de pludselig få stor betydning, fokus og betydning for os - for så kan vi se betydningen af, at de ikke er der længere. Så er der basis for lidt mere brokkeri og kræven vores ret.
Derfor er det vigtigt for mig, at der er balance i forholdet mellem brok og ros på alle livets områder.

Så i dag skal bruges på at lave en lille gave til Victors fantastiske klasselærer. Hun er en gave, et sammenhængende element, en person som jeg aldrig ønsker at tage for givet.
Det er vigtigt for mig, at hun ved, at vi sætter utrolig stor pris på hende som menneske, person og det arbejde hun gør.
Nok får hun løn - men på hendes lønseddel er der ikke et tillæg der hedder "værdsættelse". Nej, det optræder ikke derpå, fordi det ikke kan udløses i kroner fra hendes arbejdsgiver. Det kan efter min overbevisning, kun udløses i form af forældre der siger tak.

Når jeg kigger på kontoen står det klart for mig, at jeg ikke er millionær. Men heldigvis er det ikke et afgørende element for at kunne vise sin værdsættelse og taknemmelighed. 
Så det handler om at være lidt kreativ og forstå, at uanset hvordan man udtrykker det, så har det betydning. 

Nu vil jeg ikke lægge billedet op af gaven endnu for sæt, at hun så det :-)
Grunden til at jeg så alligevel skriver det i dag - er fordi jeg vil opfordre dig til at gøre noget lignende i morgen. Hvis dine børn har sidste skoledag, så send et lille brev med, bag en kage et brød, køb en blomst, rod skabene igennem og se om der ikke ligger en lille ting, som kunne gives. Det handler ikke om hvad det koster eller dets værdi - det handler om din tanke og dit hjerte bag. Det kan give den mindste ting uvurderlig værdi.
Har du ikke børn, så sig tak til buschaufføren, smil til faktamedarbejderen og ros hende for det arbejde hun gør. Sæt pris på alle de små ting i dit liv - ikke bare i dine tanker, men i ord og handlinger.

I morgen lægger jeg et billede op af gaven :-)

God dag derude 
Værdsæt hinanden og dine omgivelser.



onsdag den 26. juni 2013

Er det mon tid til at starte med at blogge??

I dag har jeg besluttet mig for, at begynde at blogge.
Min hverdag består af mange kreative ideer både i form af kager, brød og andre kreative påfund. Flere har spurgt, om jeg ikke vil skrive en bog med alle mine opskrifter og spare-tips. Det kunne være et sjovt projekt i sig selv. Jeg holder mig nok til at dele mine fif og ideer her, så følg med, hvis du har lyst :-)
Lige nu står den på sommerferie, så der er mulighed for at at udrette lidt mere kreativt end når studierne optager de fleste af døgnets timer.

Jeg er påbegyndt et lille sjovt projekt, som kan være en ide til fx. børnefødselsdagene eller til sommerens hygge på terrasse.
Denne gang har jeg taget billeder af processen som jeg deler her på bloggen på lørdag.